BOX QUIZ giver dig de 10 bedste bud på, hvorfor du skal spille et sjov – boxquiz.dk

BOX QUIZ giver dig de 10 bedste bud på, hvorfor du skal spille et sjovt analogt spil

Bettina Cronquist 10 bud 10 gode grunde analogt spil boxquiz brætspil hygge quiz quizspil spil flere spil

BOX QUIZ giver dig de 10 bedste bud på, hvorfor du skal spille et sjovt analogt spil

Spil et sjovt analogt spil og hyg dig samtidig. Her får du 10 gode grunde til at gøre netop det.

Lad os starte med at få definitionen på plads: Et analogt spil er fx Backgammon, Skak, Ludo, Matador, alle slagt kortspil, alle slags brætspil, spil med eller uden spilleplade som lægges på et bord og alle spil med en terning. Et analogt spil foregår med andre ord IKKE på en pc, Mac, iPad, smart phone, PlayStation eller noget i den dur. I analoge spil sidder vi over for hinanden, ser hinanden i øjnene, holder øje med at ingen snyder og gør alt hvad vi kan for at vinde. Det er konkurrence, når det er bedst.

Analoge spil er gode for parforholdet, familielivet og venskaberne. Man bliver aldrig for gammel til at spille analoge spil. Den slags spil er perfekte til at bryde isen med nye venner og på en date, grine med de gode gamle venner eller simpelthen hygge sig med hele familien!

Læs vores 10 bud på, hvorfor de gode gammeldags spil øger vores livskvalitet, og hvorfor vi skal spille flere spil med hinanden.

  1. Du skal ikke bruge strøm til et analogt spil. Du kan spille det alle steder, hvor der er tid: Mens du venter på et fly i lufthavnen, når du er på camping, når du skal blive klogere på arbejdet og når du har tid til overs.
  2. Analoge spil lærer os nogle at livets vigtigste lektier: At vente på vores tur, at følge nogle regler, at holde os inden for rammerne (af spillet) og at få samarbejdet om at kæmpe imod hinanden til at fungere. Og vigtigst er nok, at man i analoge spil kan lære at tabe med stil. Det kan både børn og voksne have glæde af at øve sig i.
  3. Der findes 3 slags analoge spil: Dem som baserer sig på viden/strategi; dem som baserer sig på held og dem som har begge elementer. Spil som baserer sig rent på held er ofte dem, vi spiller med mindre børn som fx vendespil og en lang række klassiske kortspil. Spil som rummer både held og viden er ofte de sjoveste for de fleste, fordi alle spillere har en reel chance; også de spillere som måske ikke har den store paratviden eller ikke er de store strateger. Terningen er deres bedste ven og kan være en glimrende nøgle til at give de bedrevidende baghjul. Slap af og lad heldet vise dig vej.
  4. I analoge spil er reglerne skrevet ned på et stykke papir. Dem skal vi bare følge, og så behøver vi ikke tænke på så meget mere. Det er en kæmpe modsætning til det virkelige liv, hvor vi som bekendt ikke ved, hvad der sker lige rundt om hjørnet. Brug de analoge spil til at slappe af fra hverdagens stress, og nyd at nogle andre har bestemt reglerne for dig.
  5. Spilletiden i analoge spil er blevet kortere end i gamle dage. Derfor kan vi lettere finde tid til at spille dem.
  6. Vi vil gerne underholde os sammen i en tid, hvor det er nemt at være sammen på de sociale medier eller i onlinespil uden egentlig at være sammen. De analoge spil skaber fællesskab og appellerer dermed til alle, som gerne vil være sammen med andre.
  7. I brætspil behøver vi ikke følge med i hver eneste bevægelse, som vores modspillere laver. Vi skal selvfølgelig holde øje med, at vi ikke bliver snydt, men det er på en helt anden måde end i elektroniske spil, hvor hurtighed ofte er den vigtigste parameter, og der nærmest ikke er tid til at kigge væk. I et analogt spil kan vi godt tale om livet og det, som interesserer os, drille hinanden og grine, uden at handlinger i spillet går tabt. Derfor er det en udbredt misforståelse, at børn 'slapper af' med deres iPad eller smartphone. Det gør de faktisk ikke. De slapper derimod af, når de spiller noget så simpelt som Fisk sammen med mor og far.
  8. Vi kan alle have brug for en icebreaker. Det kan være på en date, til et middagsselskab som er lidt træt, og hvor der bliver snakket lidt for lidt, og det kan være i forbindelse med et kursus på jobbet. Når først spillet er ud af æsken, føler man ikke, at man SKAL tale. Man kan sige noget eller lade være. Alene det gør det meget nemmere bare at tale om et eller andet og sige et par ord uden at det lyder akavet. Pludselig handler det nemlig om noget helt andet end os. Det handler om det, som er på bordet, så kan mange slappe bedre af.
  9. Et spil får dig til at tænke på noget helt andet end det, du ikke nåede på arbejdet før weekenden, din dårlige samvittighed over et eller andet og alt det, du i øvrigt aldrig når. At spille lige før du skal i seng er god terapi både for børn og voksne. Man sover godt efter et godt analogt spil.
  10. Analoge spil er sjove på tværs af generationer. Det kan være svært at få 'de gamle' med på spil på iPaden eller computeren, men et spil med børn og børnebørn som foregår på et bord skaber bare en så hyggelig stemning, at vi slet ikke har brug for elektronikken til at underholde os med. Og vi kan meget bedre huske hyggen i de analoge spil end i onlinespillene.

Så giv slip på hverdagen og kast dig over et hyggeligt spil. Du kan se alle BOX QUIZ-spil her på siden.



Tidligere i bloggen Nyt i bloggen


Skriv en kommentar

Har du et spørgsmål?

Klik her og send os en sms!

21 39 31 04