COVID har sat sig dybe spor i vores hverdag. Hvad tager du med videre i din nye 'normale' hverdag?
- Hvad er dine planer i denne weekend? Kassemedarbejderen spurgte mig høfligt, da jeg stod i kø i Irma. Ikke for at snage; bare for at sludre lidt. Jeg stirrede tilbage på ham et øjeblik uden at reagere, helt uforberedt på small talk med et fremmed menneske. Det var så længe siden jeg havde sludret med en fremmed, at jeg lige måtte tænke en ekstra gang.
- Ikke meget - gå en tur rundt om Kronborg, måske," svarede jeg. Men så tænkte jeg, åh nej, har jeg delt for meget? Er det for personligt? Eller prøvede kassemedarbejderen bare at skabe noget helt normalt, nemlig småsnak, efter en lang nedlukning?
Det føltes som om, jeg havde glemt de mest basale færdigheder i mødet med andre mennesker efter de sidste 15 måneder, selvom jeg altid har været lidt af et sludrechatol. Det øjebliks ubehag fulgte mig i flere dage, for jeg blev overrasket. I en verden, der tilsyneladende er på vej mod en "ny normal" - ville jeg også være i stand til det?
Intet, jeg har oplevet det sidste år, er normalt
Men så igen, hvad er "normalt" egentlig for en størrelse? Intet, jeg oplevet det sidste år, er normalt, og jeg kender ikke et eneste menneske, hvis liv ikke er blevet påvirket af COVID på en eller anden måde. Pandemien er nu en del af, hvem jeg er, fyldt med bekymring for mine kære, usikkerhed om fremtiden og angst for at vende tilbage til samfundet.
Jeg tror ikke, jeg er alene. Terapeuter og læger taler om det kollektive traume af social isolation i modsætning til vores behov som sociale skabninger. Jeg har styret frihedsberøvelsen og ensomheden ved at kanalisere mere kærlighed og opmærksomhed til mine børn. Jeg har gjort en ekstra indsats for at få kontakt med familie, lige fra de tidlige karantænedage, hvor vi ikke så hinanden men mødtes på Zoom til middag og fredagsbar og til nu at have fået en ny tradition med fællesspisning på udvalgte hverdage. Ikke noget fancy. Bare et godt måltid i fællesskab og på tur hos hinanden. Jeg har forsøgt at udfylde det sociale hul ved at kigge på folk, når jeg gik tur. Uden at komme for tæt på, uden at tale med dem. Ret mærkeligt.
Oven i købet når alt har været uden for vores kontrol - sammen med et massivt traume - lyder fortællingen om "normal" lokkende. At vende tilbage til præ-pandemiske dage er velkendt og trøstende: Det er jo det eneste, vi nogensinde har kendt. Det er sikkert, trygt og pålideligt. Men hvordan var det nu lige det var?
"Det, vi havde brug for for at overleve, var os alle sammen, og at vi arbejdede sammen."
Men selv før COVID virkede ”normal” så som det rigtige? Jeg er ikke helt overbevist.
Pandemien fremhævede store revner i vores individualistiske samfund. I de tidlige uger, da vi forsøgte at klare os selv, blev det tydeligt, at vores fælles overlevelse ville kræve mere end en persons ledelse eller en bys deltagelse. Det, vi havde brug for for at overleve, var, at vi alle arbejdede sammen.
Dage, der engang var fyldt med daglig small talk og mødet med mange forskellige mennesker, har nu ændret sig til at handle om vores vigtigste og nærmeste forhold. I tidligere år blev et højt aktivitetsniveau og krævende job glamouriseret - men nu er vi blevet tvunget til at balancere nærhed, hvile og ro ved siden af det.
Derfor kan vi ikke gå tilbage til det normale – og derfor er den "nye" normal vigtig. I stedet for at nulstille uret og gå tilbage til vores tidligere liv i 2020, skal vi forestille os en anden fremtid efter COVID.
Måske er det her vores chance for at omskrive, hvad "normalt" skal være, selvom det virker nyt og skræmmende? Det nye normale kan være et såkaldt safe space: Et sikkert rum med plads til alle de følelser - frustration, angst og sorg - vi for nylig har oplevet. Det kan være et sted, hvor vi bliver helet, hvor vi skal minde os selv om, at der ikke er en eneste person, som ikke er blevet påvirket. Så uanset om vi ønsker at blive i COVID-tilstanden lidt længere eller er ivrige efter at ændre hverdagen, så er det vel OK?
Den nye normale bytter måske travlhed og kaos ud med ro og tålmodighed, tid til fordybelse og taknemmelighed for noget så simpelt som frisk luft. Det nye er tiden til et ekstra langt kram med en forælder. At nyde hver bid mad på en restaurant eller kilometer kørt på en biltur, hvilket ville have været utænkeligt for bare få måneder siden. At huske, at der er håb forude.
Vi skal vænne os til, at den nye normale er en daglig eller måske blot en times oplevelse. En der omfavner langsommelighed i dagene, hvor vi vænner os nye rutiner i stedet for at spring i fuldt firspring tilbage til de gamle måske dårlige vaner. Hvor vi ser på, hvad der er værd at beholde fra COVID-nedlukningen eller skabe af nyt, som at hjælpe hinanden mere eller gøre hjemmearbejdspladsen mere permanent. Hvor selv de mest sociale af os kan genopstå, fundamentalt anderledes, men modigt forkaste det gamle og se mod nye horisonter.
Helingen er dybt personlig
Vi har været igennem et kollektivt traume, og helingen vil være dybt personlig. Lad os droppe forventningen om at vende tilbage til "normal" og i stedet passe på hinanden og bevæge os stille og roligt i vores eget tempo. Det er trods alt den eneste rigtige måde, vi vil blive helet på.
Når jeg tænker på kassererens svar på mine weekendplaner - en blid latter for vi var mange, der gik rundt om Kronborg hver for sig - er jeg taknemmelig for hans spørgsmål. Jeg var sandsynligvis en af mange, han sludrede med den dag, og jeg er taknemmelig for, at han gjorde det, selvom jeg ikke var forberedt. Han er blot et eksempel på, hvordan jeg vil komme i gang igen.
Så vil jeg gå tilbage til "normal"? Måske ikke, men jeg er heller ikke sikker på, at det er, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde muligheden. Men vil jeg bevæge mig videre mod en ny "normal"? Ja, afgjort.
Hvordan ser din nye normale hverdag ud? Hvad tager du med fra nedlukningerne, som du vil bruge i din nye hverdag?